Latin: Poephila guttata (castanotis)

Zebrafinken er en af de mest populære pragtfinker der optræder i fugleholderes bure og volierer. Den er meget social, yderst interessant, ynglevillig og særligt hårdfør, hvorfor den er meget udbredt i fangenskab.

Prisen ligger mellem 30 og 80 kr.

Udseende

Zebrafinken er ca. 11 cm og vejer i gennemsnit ca. 10 gr. Der findes efterhånden mange forskellige fremaflevede mutationer af zebrafinken, men den grå zebrafinke er i store træk den mest normale zebrafinke, som den findes i naturen.

Den grå zebrafinkes hoved, hals og ryg er forskellige nuancer af grå. Halen er sort med hvide tværstriber. Den bærer en orange kindplet, og om næbet fører en sort streg lodret fra toppen af næbet mod halsen. Parallelt med denne er yderligere en sort streg der går fra øjet langs kindpletten. En såkaldt “tårestribe”. Struben og brystet er ensfarvede mørkegrå med hvide tværstriber, og undersiden er hvid. På hver flanke har den desuden en rustrød tegning med runde hvide pletter. Næbet er koralrødt, benene rødlige og øjet sortrødt.

Det er nemt at skelne hanner og hunner da hunnen mangler hannens “zebrastriber”, brystbånd, kindpletter og flanketegning. Undersiden hos hunnen er desuden beige til lysegrå uden hannens skarpe adskillelse mod den skifergrå overside.

Alder

Zebrafinker er set blive op til 12 år eller mere, men gennemsnitligt bliver de 5 år.

Pasning og adfærd

Zebrafinker er som sagt meget selskabelige fugle. I naturen ser man dem altid i store flokke på 50-100 zebrafinker. Flokken kan deles op i grupper, som finder deres egne ynglekolonier. Her bygger hvert par deres egen ynglerede, hvor de opholder sig om natten. Så snart det bliver lyst mødes zebrafinkerne i deres gruppe i kolonien, og flyver samlet til hele flokkens mødested. Derfra begiver de sig alle sammen ud for at søge føde, mens de i løbet af dagen vender tilbage til kolonien for at yngle eller fodre unger. To timer før solnedgang samles de alle sammen igen, før grupperne flyver tilbage til hver deres kolonier og går til ro i rederne.

Bliver en zebrafinke truet på foder-, sidde-Brug et hvor vandets eller redeplads, rede, redemateriel eller partner, reagerer den aggressivt, og byder op til næbkamp. Først når de “lovmæssige” forhold er genoprettet kan de stoppe igen. I trange burer kæmper zebrafinker ofte om den samme redeplads- selv hvis der er reder til dem begge. Det kan ske at den underlegne zebrafinke bliver taget i nakkefjerene og dumpet ned på bunden.

I naturen kan det lade sig gøre for zebrafinken, til nød, at leve uden vand i et par uger. Men det er yderst anbefalelsesværdigt at tilbyde zebrafinken rent vand, dagligt. Både som drikkevand og badevand. I naturen er zebrafinken utrolig glad for at bade, og zebrafinker holder udelukkende til hvor der er vand. Derfor er badevandet en vigtig del i zebrafinkens dag- og ugentlige pleje. Brug et kar hvor vandets dybde er ca. 2 cm.

Zebrafinken er som sagt meget hårdfør, og kan gå ude hele året. Dog har den det bedst når kulden ikke understiger 6 grader. Bliver det for varmt kan man desuden risikere at zebrafinken dør af hedeslag, eller får kraftige hjerteslag. En zebrafinke trives bedst ved 10-12 grader – særligt i yngleperioden er 12 grader det optimale for en zebrafinke.

Buret bør være passende stort, så zebrafinken har mulighed for at flyve. Desuden bør maskevidden ikke være over 12 mm.

Om natten sover zebrafinkerne i reder, som stilles til rådighed. De kan dog undvære disse.

Zebrafinker har forskellige lyde. Det er ofte hannen der udbryder de “spændende” og pludrende lyde, hvorimod hunnen mere hæst forsøger sig.

Udbredelse og levevis

Zebrafinken er udbredt i det meste af Australien, med undtagelse af kystområder mod syd hvor det er for koldt eller hvor der ikke falder regn nok. I det yderste nordøst Australien er det desuden for fugtigt og her falder for meget regn. Zebrafinken er særlig udbredt i nærheden af vandområder, åbne steppeegne (aldrig tætte skove) eller i tætbebyggede områder hvor menneskene kunstigt har anlagt vandområder.

I naturen lever zebrafinken hovedsageligt af frø, forskellige slags blade og insekter. Desuden er deres hovednæring halvmodne, modne eller spirende græsfrø. I fangenskab er mange forskellige sorter af hirse derfor et godt hovedfoder. En god tropeblanding burde række, sammen med hirsekolber, kanariefrø, afskallet havre, forskellige frugt- og grøntfoder samt blød- og opmadningsfoder når de yngler. Desuden er regelmæssige vitamintilskud (gennem plantekosten), sepiaskaller, æggeskaller, flydende kalciumpræparater, mineralstoffer gode tilskud af vitamin- og mineralstoffer.

Opdræt

Zebrafinker bygger bløde reder i huller i træer eller lignende. Som redemateriale bruger de kokosfibre, sisalfibre eller tørt græs. I fangenskab bør man være opmærksom på at redematerialet der stilles til rådighed ikke er filret sammen, men glat og evt. sammenbundet. Indfilret redemateriale kan medføre knoglebrud og åbne sår ved hængning.

I fangenskab yngler zebrafinken i alt ligefra små kroge i buret til fodertrug, men også i opsatte redekasser eller i lukkede kurvereder. Zebrafinker bør have mindst 2 redemuligheder pr. par, og disse skal hænge højt med åbningen vendt mod midten af buret/volieren. Det kan være en god ide, hvis der er flere par i volieren, at hænge hver deres redekasse op i forskellige ender af buret/volieren, og angive en klar grænse mellem de to reder. F.eks. en siddepind imellem.

Hunnen lægger et æg om dagen, i alt 4-6 æg som udruges på ca. 13 dage af både hunnen og hannen. Om natten ligger de dog for det meste begge i reden. Ungerne er flyvefærdige efter ca. 21 dage. Begge køn opfodrer ungerne.

Ungerne er grå og lyse men har dog stadig “tårestriberne” samt et lyst bånd ved siden af. Efter 11-12 uger udfarves ungerne, og man kan skelne kønnet.

Slægtede arter og mutationer

Underarter:
Taeniopygia guttata guttata, Vieillot (Timor Zebrafinke)
Taeniopygia guttata castanotis, Gould
Mutationer:
I dag findes utallige fremaflevede mutationer, bl.a. i farverne lysebrune, hvide, sølvfarvede, flødefarvede mv.

Kilder

Zebrafinker Hjemme af Hans-Jürgen Martin, 1985
Dyrenes beskyttelses hjemmeside
www.zebrafinke.info

7. juni 2018