Opskrifter på spiret frø

Spiret frøFor mange fugle er spirede eller opblødte frø en rigtig lækkerbidsken – og samtidigt er det sundt! I forhold til almindelige, tørre frø øges næringsværdien; særligt proteinindholdet, under spiring ganske meget. Spirefrø er klar til servering, når spirene kommer frem gennem skallen. De fleste fugle foretrækker dem, mens spirene endnu er spæde – får spirene lov at vokse sig lange, daler interessen – og også noget af næringsværdien.

Når man spirer frø, kan vigtigheden af, at man er meget omhyggelig med tilberedningen og især sørger for at skylle frøene ofte og grundigt, ikke understreges nok. Det er overordentligt vigtigt! Hvis frøene lugter surt, skal de straks kasseres! Omvendt skal man ikke være bange for at gå igang med at spire…. De første gange mislykkes det måske nok,det forekommer besværligt eller man er for usikker/ urutineret; tager tidsangivelserne meget præcist etc – men det bliver hurtigt en vane altid at have frø til spiring.

Opskrift nr. 1

1) Læg en portion frø i en skål med vand og lad den stå ved stuetemperatur ca. et døgn.

2) Efter et døgn skylles frøene grundigt og får lov at dryppe af. De kan evt. nu serveres som opblødte frø; f.eks til unger eller svage fugle. Til unger har kan man mixe opblødte frø med æggefoder i en overgangsperiode.

3) De afdryppede frø lægges i en skål; eller endnu bedre: en sigte i en skål og overdækkes med plastfolie i ca. et døgn. Prik nogle små huller i plastfolien. Det er dog MEGET VIGTIGT at de med mellemrum; f.eks. hver 4 – 6 time, skylles grundigt og atter får lov at dryppe af, før de lægges tilbage. Ellers bliver de meget nemt sure eller mugne og dermed farlige for fuglene.

4) Når frøene har ligget et døgns tid og spiret, er de klar til servering. Man kan nu se en spire bryde ud af frøet. De skylles endnu en gang grundigt; lægges på et stykke køkkenrulle eller i et dørslag og drypper af. Så
sættes de ind til fuglene. Af hensyn til hygiejnen bør fuglene kun have spireblandingen stående i buret nogle timer tid, før den kasseres.

I nogle forretninger kan man købe særlige spireblandinger; men man kan også bruge sin sædvanlige frøblandig. Hvis frøene ikke spirer; eller kun en lille del af dem spirer, er frøblandingen sandsynligvis for gammel.

Der er flere måder at spire frø på; de fleste udvikler deres egen helt personlige. Nogle lader kun frøene ligge i blød i vand 12 timer før de sættes til spiring; dette skulle mindske risikoen for sure frø samt give større spirer. Nogle tilsætter vandet Citridal (forhandles hos Matas) for at mindske mugdannelsen. Nogle serverer spirefrøene alene, andre blander dem med æggefoder eller insekter.

Opskrift nr. 2

Af John Vestergaard

Alm. papegøjeblanding eller due-flyveblanding, evt halvt af hver, husk at papgøjeblandingen skal være med afskallede jordnødder og at du skal pille alle tyrolernødderne fra (de brune hårde) inden iblødsætning da de kan danne svampe ved kernen når de får fugt.

Dag 1
F.eks. kl. 18.00 Skyl frøene grundigt og sæt dem herefter i blød et mørkt sted, skyl ca. hver 6 time, gerne oftere hvis de står varmt.

Dag 2
Kl. 07.00 Frøene skylles igen, har nu stået i blød i ca. 13 timer og de sættes i blød igen, blot tilsættes vandet nu en smule Atamon for at undgå svampeangreb. Kl. 18.00 – der skylles igen i en svag Atamonopløsning og frøene er klar til brug.

Selv om du har skyllet godt og anvendt Atamon bør du sikre dig at opblødt frø ikke bliver surt eller mugner, det vil ofte ske i varme perioder, derfor bruger jeg aldrig selv opblødt frø i de varme sommermåneder.

Opblødt frø er væsentligt nemmere at have med at gøre end frø der er spiret, det fordærves ikke så let og ved opblødning er kimen i frøet påbegyndt spiring uden at have gennembrudt skallen, så det har alligevel en god foderværdi.