Sand og grit til papegøjer

Bjerglorier på stenDet er altid sprængstof at anfægte de gamle myter inden for fugleverdenen. Denne verden har i Danmark stort set stået stille de sidste 50 år. I stedet for at udnytte ny viden og nye tanker vælger mange fugleholdere at reagere ultrakonservativt.

Når jeg påstår, at fugle ikke skal have sand, er det ikke noget jeg griber ud af den blå luft. Det er baseret på international fugleviden og ikke mindst mine mangeårige personlige erfaringer.

Det har været et videnskabeligt og veterinært faktum i efterhånden flere år – dog uden – at det som sagt er gået op for de fleste danske fugleholdere.

I de senere år har man undersøgt mange papegøjemaver fra fugle i den sydamerikanske regnskov. Man har jo set dem sidde og gnave i skrænter, men det er ikke sten, de går efter. Det er ler, som sandsynligvis har den evne, at det kan binde giftstoffer fra giftige planter. Planter som udgør en del af fuglenes naturlige føde.

De fandt stort set ingen sten i maven, og det finder vi heller ikke ved røntgen af vilde fugle fra den danske fauna.

Myten om, at fugle skal have småsten i kråsen, stammer fra en tid da ruder knægt var konge – og dengang man kun havde høns og duer som hobbyfugle. De skal have småsten i kråsen – men det er fordi de spiser frø med skaller på. Behovet for sten og størrelsen af kråsen afhænger fuldstændig af, hvad fuglen spiser.

De fleste af nutidens hobbyfugle knækker som bekendt frøene. Indmaden fra frøene er så blød, at de ikke har samme knusebehov.

Fodret er – inden det kommer til kråsen – blevet yderligere blødgjort via et ophold i kroen og formaven, hvor der tilblandes væske, saltsyre og opløsende enzymer.

Indvendig i kråsen findes der et meget hårdt “hornlag”, som på overfalden er udstyret med mikroskopiske meget hårde pigge. Resten af kråsen er stort set et tykt muskellag, der sammen med hornlaget, og et par småsten virker som en knusemaskine.

At fugle i naturen spiser et par småsten i ny og næ, tåler de. De tåler imidlertid ikke at “råspise” dem, som de ofte gør i bure af ren og skær kedsomhed.

Der er efterhånden foretaget mange undersøgelser på naturlige fuglemaver. Jeg har også selv både behandlet og røntgenfotograferet mange, og der findes som nævnt kun få sten. Et bud er, at de spiser 3-4 småsten om året.

Derimod kan jeg fremvise utallige røntgenbilleder af fugle, som enten er døde af eller har måttet behandles for sten i maven. Disse sten kan samles i klumper – næsten så hårde som cement.

For god ordens skyld skal jeg sige, at vi rutinemæssigt endoskoperer(kikkertundersøgelser), røntgenfotograferer og tager blodprøver – ikke fra tåen – men fra halspulsåren. Disse fugle fejlede ikke noget andet.

Vil man absolut give sand/grit, så gør det i en lille skål.

Strandskaller er fint nok med mig. De opløses af sig selv. Strandskaller uden trækul som binder de sunde B-vitaminer og trækker dem med ud i klatten.

A propos sand – så er det forresten heller ikke mange af vore stuefugle, som naturligt lever på sand. Jo – måske mågerne og strandskaderne, men de sælges da vist ikke fra dyreforretningerne endnu ?

I praksis betyder det at jeg vil anbefale, at man i mindre fuglebure anvender papir som bundlag. Det griser ikke, og det er nemt at iagtage fuglens klat, som fortæller næsten alt om dens sundhedstilstand.

Avispapir er ok. Tryksværten i moderne aviser er ikke farlig.

I større voliere er bundlagets betydning i denne sammenhæng af mindre betydning. Fuglene her vil ikke kede sig i samme grad og derfor heller ikke råspise af bundlaget.

Skriv et svar

Du skal logge ind for at svare.