Papegøjers biologi

anatomi

Synet

Papegøjer er, ligesom fugle generelt, “øjendyr”. Fuglene har de største øjne i forhold til deres størrelse blandt alle hvirveldyrene, og de er oftest de fleste pattedyr overlegne hvad synet angår. De mindre fuglearter har de
relativt største øjne.

Papegøjers øjne er placeret på hver sin side af hovedet, sådan at den største del af synsfeltet bestemmes af kun et øje. Derfor er det nødvendigt, at øjnene kan arbejde uafhængigt af hinanden. Det synsfelt, som papegøjerne kan se med begge øjne, er til gengæld meget lille. Det
samlede synsfelt er imidlertid relativt stort. Der er kun få undersøgelser om synets skarphed og papegøjers farvesans.

Undersøgelser af forskellige fjer fra papegøjer viser, at deres farvepragt kan strække sig helt ud i UV-området. Hvis papegøjer har en særligt udpræget farvesans, må de opfatte verden væsentlig mere farverig end os mennesker. Der, hvor mennesket kun ser en enkelt farve, vil papegøjer formodentligt se endnu en farve indenfor UV-området.

Den biologiske betydning af at kunne skelne farver indenfor den ultraviolette skala kender man kun meget lidt til. Det kunne være en fordel i forbindelse med fødesøgning, idet bestemte frugter kan være lettere at skelne i bladhænget pga deres stærke refleksvirkning.

Også ved kommunikationen mellem individer indenfor samme art kunne evnen til at se UV spille en vigtig rolle. For hos mange fugle – og især araer og lorier – har fjerdragten ofte en meget variabel og farveprægtig karakter. Selvom papegøjers evne til at se UV ikke er helt fastslået er det dog sandsynligt at papegøjer i det mindste kan se de samme farver, som mennesket. Hvordan skulle papegøjerne ellers kunne drage nytte af de meget forskelligartede og ofte fantastisk flotte farvekendetegn, som oftest kun kommer til udtryk under parringsadfærd og kurmageri.

Sammenlignet med synsevnen har de øvrige sanseevner er mere underordnet betydning.

Høresansen

Fugles hørelse er mere afgrænset end menneskets. Især dybe toner (under 40 hertz) kan de formodentligt ikke opfatte. Menneskets høreskala ligger mellem 16 hertz og 14.000 – 21.000 hertz. (Øvre og nedre grænse). Undulater har et sanseområde mellem 40 og 14.000 hertz. Enkelte mindre sangfugle kan opfatte helt op til 30.000 hertz som øvre grænse. Det “normale” område for høje toner ligger hos de fleste fuglearter mellem 10.000 og 20.000 hertz.

Generelt er papegøjers høresans godt udviklet; for flere arter gælder det også evnen til at skelne de forskellige toner.

Smagssansen

Generelt er fugles smagssans svagt udviklet. I stedet benytter papegøjer sig af de informationer, de får via følesansen, der overføres via næbkanterne, når de undersøger fødens form, hårdhed og beskaffenhed.

Ud over de nævnte sanser benytter papegøjer sig ligesom andre fuglearter af andre sanser for at skaffe sig viden om det miljø, de færdes i; bl.a. orienteringsevnen, tidsfornemmelsen, evnen til at opfatte temperatursvingninger og andre klimatiske ændringer. Disse sanser er dog ikke nærmere undersøgt.

Fældning

Vort kendskab til forløbet af fældningen hos papegøjer er ikke blevet revideret de senere år; så denne sammenfatning er baseret på forskning fra 60’erne.

Papegøjer har 10 håndsvingfjer, der fældes fra et centralt punkt midt i rækken af håndsvingfjer (H6). Fra punktet H6 fortsætter fældningen i begge retninger. Hos mange arter forløber fældningen efter et bestemt mønster; hos andre kan den variere. Den faste rækkefølge har betegnelsen “Den Hampe’ske regel” efter den forsker, der først beskrev fældningsforløbet.

Hampe undersøgte fældningsmønsteret indenfor slægterne af fladhaleparakitter, gede- og springparakitter, undulater, græsparakitter, nymfeparakitter m.fl. Mønsteret gør sig formodentligt også gældende hos bl.a. lorierne.

Følgende papegøjearter passer ikke ind i ovennævnte skema: kea, kaka, børstehovedet papegøje, uglepapegøje, kakaduer af slægterne cacatua, calyptorhynchus og probosciger samt de indonesiske spættepapegøjer. De starter dog alle fældningen fra midtpunktet af håndsvingfjerene.

Fældning af armsvingfjer hos papegøjer er næsten ikke blevet undersøgt.

Fældning af halefjer sker ikke efter et bestemt mønster. Fældning af armsvingfjer og halefjer sker nogenlunde samtidig. Fældning af halefjer starter oftest først, når svingfjerenes fældning er begyndt.

Der findes ingen undersøgelser om fældning af papegøjers kropsfjer.

Fjerdragten

Papegøjers fjerdragt består af 6 forskellige typer fjer med hver deres funktion.

1) Konturfjer: det yderste fjerlag; dvs vingernes svingfjer og halens styrefjer samt kroppens dækfjer.

2) Dun: er oftest hvide eller grå og sidder under konturfjerene. De tjener til varmeisolering. Redeungers dundragt er dog et forstadium til både dunlag og konturfjer; og ungers dundragt kan variere i farven.

3) Pudderdun: en speciel fjertype, der findes hos bl.a. papegøjer. De afgiver et pudder bestående af bittesmå partikler; og formålet er sandsynlivis at gøre fjerdragten vandafvisende og forbedre smidigheden på konturfjerene.

4) Forlængede issefjer: forlængelse af issefjerene, så de danner en top; ses hos f.eks. kakaduer og nymfeparakitter. Toppen tjener til kommunikation og kan rejses/sænkes efter fuglens eget ønske.

5) Specielle halefjer: Ses hos spatelhalepapegøjerne, hvor fjerene indtil halens normale længde er normalt formede. Herefter følger et langt fjerløst skaft, der afsluttes med normale fjerfaner. Deres formål er ukendt.

6) Børstefjer: En specialitet hos bl.a. den newzealandske uglepapegøje. De er placeret under øjnene og på begge sider af næbbet og er muligvis føleorganer. Alle ara-arter har f. eks. nøgne kindpartier; nogle har her små rækker af fjer i det nøgne område.

Fjerdragtens farver har forskellige funktioner: En grøn fjerdragt giver camouflage i træerne; en hvid fjerdragt giver synlighed. Begge funktioner er dækket ind hos de fleste papegøjearter. Meget synlige fjerpartier er ofte blandet med camouflagefarver; f.eks. hos de overvejende grønne amazonpapegøjer, der har farverige vingekanter og vingespejl. Synlige partier kan have til formål at være advarselssignal, truemiddel og signaleffekt i parringsspillet. Camouflagefarver er primært et beskyttelsesmiddel overfor fjender.

Fordøjelsessystemet

Fugles fordøjelsessystem består hovedsagligt af 3 dele;
nemlig:

1) Næb, tunge, svælg, spiserør og mave.
2) Tolvfingertarm og tyndtarm.
3) Blindtarm, tyktarm, kloak og endetarmsåbning. Et
særkende ved papegøjerne er, at de IKKE har en
blindtarm.

Tungen er et centralt organ for papegøjerne når det gælder fastholdelse af føden. Deres tunge er tyk og kødfuld og belagt med gribelameller, der gør papegøjen i stand til at afprøve og udvælge føden. Nogle papegøjearter (f.eks. lorierne) har en penselformet, opsvulmet tunge, der anvendes til at optage pollen og nektar.

Fra næbbet går føden ned i kroen; en udvidelse af spiserøret, der bruges som oplagringsplads for større mængder føde, som der ikke er plads til i kirtel- og muskelmaven. I kroen begynder fordøjelsen og herfra fortsætter føden enten videre i systemet eller gylpes op i forbindelse med madning af unger.

Næste stop er kirtelmaven, hvor føden bearbejdes kemisk ved hjælp af saltsyre og enzymer.

Herefter når føden frem til muskelmaven, hvor den males og beriges med de enzymer, der blev tilsat i kirtelmaven. Hos mange af de frøædende arter er muskelmaven højt udviklet, muskuløs og tykvægget. Der kan findes gritsten i muskelmaven hos frøædende arter; småsten der optages sammen med føden og forbliver i muskelmaven i længere tid. Gritstenene menes at hjælpe med til at finmale føden og kan på en måde kaldes “fuglenes
tænder”. De nektarædende lorier har kun en svagt udviklet og tyndvægget muskelmave.

Føden fortsætter nu til tolvfingertarmen og tyndtarmen. Tyndtarmen er relativt lang; og det er mens føden passerer her at den overvejende del af
fordøjelsesprocessen finder sted.

Papegøjer mangler blindtarmene og derfor passerer føden direkte videre til de nederste tarmafsnit. Endetarmen er et kort tarmstykke, der munder ud i kloakken. Her opsamles de resterende føderester og væden udskilles. Resten afsættes til kloakken.

Hannernes forplantningssystem

Hannerne har, i modsætning til hunnerne, dobbelte forplantningsorganer Dvs der er 2 fungerende testikler inde i kroppen og her dannes sædcellerne. Sædcellerne bevæger sig fra testiklerne gennem sædlederne og ud til kloakken. Under parringen overføres hannens sperm direkte fra hannens kloakåbning og over til hunnens kloakåbning, hvorefter den fortsætter op til hunnens æggeledere. En enkelt parring befrugter som regel en hel klynge æg fordi sædcellerne forbliver aktive i hunnens forplantningssystem under hele perioden. Befrugtningen finder sted efterhånden som hvert enkelt æg frigøres fra hunnens æggestok. Dette sker hver eller hver anden dag i æglægningsperioden; alt efter hvilken fugleart, det drejer sig om.

Hunnernes forplantningssystem

Hunnernes forplantningsorganer består hovedsagligt af æggestok, æggeleder, livmoder og vagina. Hunnen har ganske vist 2 æggestokke; men kun den venstre fungerer. Ægget udvikles i æggestokken og denne proces er styret af hormoner. Fra æggestokken bevæger ægget sig gennem æggelederen, hvor det befrugtes. Undervejs i æggelederen forandres og udvikles ægget; æggehvide og skalmembraner tilføjes og ægget fortsætter til livmoderen. Her foregår den længste del af processen; en skalkirtel trækker kalk ud af hunnens blod til dannelse af æggets kalkskal. Farven på
æggeskallen varierer alt efter fuglearten. Nogle æg er hvide mens andre er farvede eller plettede. Farvning af æggeskallen sker ved at skallen tilføres gamle blodlegemer. Under dannelsen af skallen indtager hunnen ekstra kalk; og som æggeskallen udvikles ses en æggeformet bule på hunnens bug umiddelbart foran kloakken. Efter omkring et døgn i livmoderen fortsætter
ægget til vagina og videre ud til kloakken, hvorfra ægget lægges.

Skelettet

Det mest karakteristiske ved fuglenes skelet er den ringe vægt. Det skyldes, at der er mange luftfyldte rum i knoglerne (istedet for marv) og at de ellers massive knogledele hos fuglene har en tyndere struktur. I forhold til andre fugle har papegøjerne nogle specielle skeletkonstruktioner:

Næbbet: Papegøjer har et kraftigt buet overnæb, der er fastgjort til kraniet så det er bevægeligt. Næbbet er opbygget af tyndt hornlag, der er i konstant vækst. På den måde modvirkes det slid, der er en følge af fødeoptagelsen. Næbform og -størrelse varierer efter, hvorledes fødeoptagelsen finder sted.

Vokshuden: Vokshuden er et lidt fremstående hudområde ved basis af papegøjernes næb. Den kan variere i farve alt efter art.

Filegruber: Filegruberne sidder i papegøjens gane og deres formål er at slibe undernæbbets skæreflade og fastholde og findele føden. Det vil sige, at filegruberne er mere udviklede hos frøædende papegøjer end hos nektarædende papegøjer.

Kraniet: Papegøjers kranier har relativt store huler til øjnene. Kranieskallen kan rumme en stor hjerne. Papegøjer har en godt udviklet storhjerne, svagt
udviklet lugtesans og den relativt største hjernemasse blandt fuglene. Generelt har de større papegøjer en relativt mindre hjernemasse end de mindre arter ( indsvøbt i en smallere og mere flad hjerneskal i modsætning til de mindre arter, der ofte har en afrundet hjerneskal). Derimod er storhjernens størrelse i forhold til lillehjernen tiltagende hos de større arter. De større arter som f.eks. ara og jaco regnes da også for at være mere lærenemme og “kloge” end de mindre papegøjearter.

Ben/fødder: Specielt for papegøjerne er klatrefoden og de korte ben; begge dele en følge af klatrende og trælevende adfærd. Papegøjers 1. og 4. tå vender bagud; mens 2. og 3. tå vender fremad.

Muskulatur: Musklerne i ben og lår er kraftigt udviklede. For de trælevende arter gælder, at også fødderne er kraftigt byggede. Et særkende hos fuglene er evnen til at holde sig fast på en gyngende gren uden at tæernes greb løsnes. Det skyldes en låsemekanisme, der aktiveres af sener; så vedvarende brug af muskler er ikke nødvendig. Næbbets muskulatur og brystmuskulaturen er også kraftigt udviklet.

Åndedrætssystemet

Åndedrætssystemet hos fugle er meget anderledes end det hos pattedyrene. Ganske vist har en fugl 2 lunger; men de er relativt stive. Inde i fuglens krop er der også et antal luftsække, der udvider sig til nogle af de større, hule knogler (f.eks. overarmsbenet).

Anstrengelsen ved at flyve kræver en høj iltforsyning og selvom fuglenes lunger er ret små i forhold til pattedyrenes, er de mere effektive – uanset højden. Åndedrætsstofskiftet foregår i lungerne, hvor de bittesmå kapillærer sikrer, at der optages ilt og frigives kuldioxid. Selve luftsækkene er ikke direkte involveret i processen; men de er afgørende for systemets effektivitet og fungerer som blæsebælge.

Når fuglen ånder ind, passerer luften igennem systemet til de bageste luftsække. Når fuglen ånder ud, bevæger luften sig gennem lungerne, går ind i de foreste luftsække og ud af fuglens krop.

Den største fordel ved fugles åndedrætssystem er, at det sikrer en total udskiftning af luft ved udånding. Hos pattedyr forbliver der altid en del af den eksisterende luft i lungerne.

Udover deres rolle i åndedrættet bruges luftsækkene også ved kurtisering hos visse fugle (f.eks. fregatfugle).

Skriv et svar

Du skal logge ind for at svare.