Papegøjer som kæledyr?

Grå jaco venNår du skal til at beslutte dig om du vil have en papegøje som kæledyr, er der en masse ting du først skal overveje. Papegøjer er fantastiske dyr, også som kæledyr, men de er ikke til pynt, og de er ikke lette at passe.
Denne artikel vil hjælpe dig igennem de første par overvejelser, og forhåbentlig få dig til at tænke over om det er smart med en papegøje.

Papegøjer findes i alle størrelser og næsten i alle farver. Vælger du en papegøje ud fra størrelse, vælger du også ofte ud fra pasningskrav. Derfor kan der være en god pointe i at vælge en mindre papegøje som opstart. Omvendt er der ingen grund til at vælge en undulat, hvis du er sikker på at du gerne vil have en talende ven af en papegøje der skal følge dig i rigtig mange år.
Hvis du netop ønsker dig en ”talende ven” – dvs. en af de større papegøjer, skal du virkelig være sikker på at du har ressourcer til at passe den.
Alle papegøjer, store som små, skal ud af buret jævnligt og være sammen med dig. De er ofte meget sociale og kræver daglig omgang. De fleste papegøjer skal også stimuleres via træning og leg.
De fleste fugle har det bedst om at være flere sammen. Fugle er som sagt sociale dyr, og ikke nødvendigvis tilfredse med kun at have dig som ”legekammerat”. Du skal derfor gøre op med dig selv om du er med på, muligvis, at skulle anskaffe dig flere end én papegøje i længden.
Alle fugle sviner meget. Nogle arter har tilmed en tynd afføring der kan medføre meget rengøring. Nogle kaster rundt med frø og frugt, andre (kakaduerne) kan støve kraftigt.
Desuden skal papegøjen jævnt have tilskud af f.eks. frugt og grønt og andet vitaminrigt foder. En simpel frøblanding er ikke nok. Du skal have god tid til at tilberede frugt og give frisk vand og mad hver eneste dag.
En anden væsentlig ting er det økonomiske. Bare ved anskaffelsen løber det op, men efterfølgende foder, legetøj, dyrlægebesøg m.m. punger dig hurtigt ud. Du skal være klar til at ofre dig økonomisk. Fuglehold er en dyr hobby.
Vælger du en større papegøje, skal du tænke over om du har plads til at papegøjen kan få ordentlige burforhold og nok flyveplads udenfor buret. Når papegøjen endelig er ude af buret, er der imidlertid en masse risici du løber, som f.eks. at papegøjen finder ledninger, tapet, møbler eller lignende og gnaver i stykker. Mange papegøjehjem bærer tydeligt præg af netop at være papegøjehjem.
Skal du på forlænget weekend eller ferie skal papegøjen passes. Kender du nogen der kan klare dette?

Hvis papegøjen ikke får den optimale pasning, risikerer du at den begynder at blive aggressiv og bide/angribe, eller den kan udvikle et skrigeri. Du skal altså være klar til at blive prøvet af, af papegøjen. Og det kræver tålmodighed. Har papegøjen først udviklet et skrigeri, skal der ofte store omvæltninger til før den stopper.
Desuden skal det siges, at langt de fleste papegøjer synger morgen og aften. Er du i humør til det hver morgen? Er dine naboer?

Har du først en gang afstraffet din papegøje med f.eks. vold eller arrigskab, kan du risikere at papegøjen pludselig ikke tør nærme sig dig. Den flyver måske væk hver gang den ser dig, og så er det pludselig svært at få den ind og ud af buret hver dag, og så er det ikke længere sjovt.

Inden du går ud og køber en papegøje kan en anden god ting at få i orden være at finde ud af om nogen indenfor husstanden er allergiske overfor fugle. I så fald vil det være en god ide at holde sig fra kakaduerne, da disse støver utrolig meget. Men generelt er det ikke altid sjovt at have fugle i stuen og samtidig have allergi.

Når du har sværget dig selv at du er klar til at gå de store udfordringer i møde, skal du finde en art som passer på dig. Du har muligvis nogle ønsker og forventninger til ”drømmepapegøjen”, men der findes ingen ”gode” papegøjer frem for ”dårlige”.
Vil du have en snakkende papegøje som f.eks. gråpapegøjen/jacoen, skal du også forberede dig på at den kan råbe højt flere gange i løbet af dagen. Vil du have en mindre fugl som ikke er kendt for at skrige, f.eks. undulaten eller spurvepapegøjen, skal du være forberedt på at den højst sandsynligt heller ikke lærer at snakke.
Vælger du en jaco, vil der dog stadig ikke være nogen garanti for om den vil lære at snakke. Alle fugle er forskellige ligesom mennesker, og du kan aldrig vide på forhånd hvordan din papegøje udvikler sig.

Når du har fundet ud af hvilken type papegøje du vil have, skal du i gang med researchen. Lån alle de bøger du kan, læs om fuglene på internettet, og indskrænk dine valg til nogle bestemte papegøjearter. Herefter kan du besøge opdrættere og fugleholdere der har den slags fugl, og få en god snak. Måske bliver du bekræftet i at det er den perfekte fugl til dig, måske bliver du afskrækket.
Nogle mennesker er til store araer, andre er måske ikke engang til papegøjer, men til et par kanariefugle der passer sig selv.

Slutteligt er mit råd altså: overvej tingene, se dig omkring, undersøg, og foretag dig ikke noget forhastet. Mange fugle bliver gamle, nogle ligeså gamle som mennesker, og det er ikke fuglen der har valgt at skulle sidde i et bur hos dig – det er dig – og fuglen sidder der for din skyld.

Skriv et svar

Du skal logge ind for at svare.