Livet med en skrigepapegøje

CaiqueJeg er blevet bedt om at beskrive, hvordan man lever med fugle, der skriger og hvad vi prøver at gøre for at løse problemet.

Vi bor i en 90 m.2 stor lejlighed sammen med et par hun-Caiquer, der hedder Emma og Carla, der er 3 og 2 år gamle .

De er begge håndopfodret og vi fik først Emma, som var alene-fugl det første år ; dog havde vi et par undulater, som hun havde kontakt til; men de var ikke interesseret i hendes selskab og hun var mest der hvor vi var.
Emma er en klog og kærlig fugl, der holder styr på os og hendes territorium. Det giver sig udtryk i, at hun kalder meget højt, når hun ikke kan se os, hvis vi forlader stuen hvor buret står. Derudover bliver der skreget territorium af og der bliver også gjort opmærksom på, hvis der forgår noget uden for stuevinduet; det kan være en lastbil der kører forbi eller en børnehave, der står og kigger på deres legeland, der fylder hele vindues-partiet. Derudover skal der jo reageres, når der er en fugl, der flyver forbi eller sidder udenfor.

Vi blev hurtigt bevidste om, at Emma skulle have en kammerat og vi håbede ( noget naivt ) på, at det kunne reducere noget af skrigeriet , så vi købte Carla. Hun er en noget anden personlighed end Emma. Hvis en D.A.M.P diagnose kan dække en fugl , så gælder det for Carla. Hun er fuldstændig overgearet og lider af bur klaustrofobi, der giver sig udtryk i at hun skriger for at komme ud og hverken mad eller legetøj eksisterer i hendes univers, hvis vi er hjemme.
Samtidig supplerede Carla med glæde Emma når der skulle gøres opmærksom på territoriale grænser m.m.

Så nu havde vi en fugl, der skreg for at komme ud og en der skreg, når de var ude, hvilket selvfølgelig ikke var til at leve med.

Så kan man jo begynde at prøve og analysere, hvorfor de skriger og hvad man kan gøre for at undgå, at de skriger så meget , for de skal jo have lov til at skrige og der er jo også stor forskel på hvordan og hvor højt der bliver skreget.

De skriger, når der er anden larm; det kan være en støvsuger, en vandhane der er tændt, en der er i bad, musik m.m. Det er til at forstå og vi ved de reagerer på larm; og jo mere af den, jo mere skriger papegøjerne, men det stopper jo når larmen stopper. Og med hensyn til musik har vi fundet ud af at starte roligt og før der kommer gæster, så plejer det at gå. At Caiquer er meget territoriale kunne vi se, når der var gæster. Så har der også været et stort problem med, at de skulle skriges ud af huset og når vi lukkede gøjerne ud, risikerede vi, at Emma ville dominere sit territorium ved at bide gæsterne. Men det er blevet bedre med tiden og nu er det ikke noget problem at have gæster, men gøjerne bliver i buret, undtaget i enkelte tilfælde, hvor vi ved, at gæsten er accepteret.

Vi har også overvejet at flytte deres bur væk fra vinduet, men mener at det er synd, da de også bruger meget tid på at kigge ud af vinduet ( uden at skrige ). Det optimale ville jo være, at de havde deres eget værelse og komme ud til deres legeland i stuen , men det har vi ikke mulighed for at give dem. Det ville også løse problemet på sigt med at de kalder på os, når de ikke kan se os. Det er et stort problem, for løsningen ville jo være at ignorere dem og først komme frem, efter de er holdt op, men den går ikke i en lejlighed. For at stå og gemme sig på toilettet eller i køkkenet i halve timer er ikke praktisk muligt. Og deres flokmentalitet er også meget stærk.

Når de skriger ude, har vi prøvet at lære dem, hvad ”nej” betyder og gardinerne i vinduet bliver trukket mere til; og er de fuldstændig umulige ryger de i bur og får en timeout .Vi prøver selvfølgelig også at lege med dem og finde på aktiviteter så som avishuler , papkasser, masser af legetøj. Men det er ligesom de til tider går fuldstændig i selvsving og skriger uanset hvad man gør.

Carla skriger for at komme ud af buret, og der er intet inde i bure der kan bruges, når vi er hjemme.
Hun er fuldstændig uden for rækkevidde, det kan stå på i mange timer og er virkelig frustrerende at høre på. Carla var ikke så tam som Emma da hun kom og der gik noget tid inden hun slap Emma og begyndte at hænge på os; men der blev til gengæld så taget revanche, så hun er meget hvor vi er, mens Emma elsker at sidde for sig selv og holde øje med livet uden for. Her prøver vi at holde den justits at de ikke kommer ud før der har været ro i et kvarter og hvis der ikke bliver ro, får de tæppe på, så de ikke kan se stuen, men kun ud af vinduet . Det er langsomt blevet bedre, men det er svært at holde aftalen hele tiden; for eksempel når de begynder at skrige søndag morgen og vi bliver nødt til at tage hensyn til naboer og overboer.

Og man lærer at være praktisk, når den ene bader så støvsuger den anden o.s.v. for at reducere skrigeriet, for det går en på nerverne, og det giver anledning til mange diskussioner. For selv om vi holder ekstremt meget af vores fugle og synes, at de er noget af det mest kærlige og givende , er de også utroligt frustrerende, når de skriger meget. Det sker i perioder og den ene dag kan de være søde, rolige og underholdende, og næste dag er man havnet i tinitus-helvedet.

Vi er helt bevidste om at gøjer skal skrige og har haft nymfepapakitter før, og var nogenlunde klar over hvad vi gik ind til; men til tider går diskussionerne på, om glæden stadig overskygger belastningen, og om vi skulle finde et andet hjem til dem, eller vi skal flytte i hus ( som ikke er til at betale på Sjælland). Der kan være perioder, hvor det går godt og de kan vare flere måneder , men det er ligesom to skridt frem og et tilbage. Når de fløjter deres små melodier, de har lært af os og siger som en and og Carla prøver at sige sit navn, er de jo bare kære.

Når de skriger, er det også noget med hvordan de skriger; de kan skrige så det gør ondt og man kan mærke at trommehinden rykker, Carla skriger på en måde for at komme ud. Det er utrolig irriterende og deres kaldesignaler går gennem mav og ben. Det kan jage en ud af huset og så er det ikke sjovt mere.

Vi ved godt at vi har nogle meget forkælede papegøjer og det er måske en del af problemet; de er kun alene hjemme to gange otte timer om ugen og de er ude af buret i 6-8 timer om dagen.

Vi er ret sikre på at de ikke skriger når vi ikke er her, men det er jo også grunden til at de er ude så meget. Det er os de skriger efter, og laver man mad så er de med i køkkenet , er man i bad er de med – især hvis man er alene hjemme , er det et problem.
En ide kunne jo så være at holde ud og lade dem skrige sig flade inde i buret, men der kommer problemet med naboerne m.m. op igen. Vi bliver nødt til at tage hensyn og jeg tror, at sådan en manøvre tager lang tid.

Vi ved også godt at forår og det, at den ene er i puberteten og at den anden lige er blevet kønsmoden spiller ind, og vi sikrer, at de får 12 timers søvn om dagen .( de går selv ned i deres hus ved sekstiden og så må der gerne være ro ).

Og så er der skrigeriet fra den ene til den anden, det er et socialt skrigeri og det skal selvfølgelig accepteres og det er jo rart at de kalder på hinanden, da det viser hvor glade de er for den andens selskab. Dette spektakel bliver så yderligere forstærket af, at Carla er blevet bevidst om sine 20 gram mere og er ved at tage førertrøjen fra Emma; med en masse slåskampe med skrigeri til følge.

Jeg tror at vi kan nå hen på et niveau, hvor det igen kun er positivt at have et par støjende gøjer.
Men skulle jeg gøre det om, ville jeg ikke anskaffe mig gøjer i en lejlighed; for det kan skabe frustration og giver een dårlige nerver i forhold til omgivelserne.

Skriv et svar

Du skal logge ind for at svare.