Indvoldsorm

Indstillinger V
Indvoldsorm er stadig et hyppigt set problem hos fugle. Der findes flere slags, hvoraf spolorm (ascardia), hårorm (capillaria) og bændelorm (acuaria) er de bedst kendte. Disse 3 adskiller sig bl.a. ved deres livscyklus og dermed måden, hvorpå fuglen inficeres.

Spolorm og hårorm: Ormeæggene kan leve på bunden af volieren/buret i mange måneder. Når fuglen spiser æggene bliver de inficerede. Her er særligt de australske parakitter i farezonen fordi de som regel søger føde på
bunden/ jorden og dermed er de udsatte. Ormeæggene findes bl.a. i fugleklatter; f.eks. fra vildtlevende fugle, der passerer over volieren. De spredes direkte fra fugl til fugl via æg, som inficerede fugle udskiller i deres klatter. Har een fugl derfor orm, vil den hurtigt via sine klatter sprede ormene til hele volieren/buret.

Bændelorm: Bændelorm benytter sig af en mellemvært . Dvs, at bændelormeæg skal igennem et hvirvelløst dyr; f.eks. et insekt, før ægget kan udvikle sig til en bændelorm. Bændelormsangreb spredes derfor ikke så hurtigt som de ovenfor nævnte orm. Bændelormens livscyklus betyder også, at bændelorm er hyppigst forekommende hos insektædende fugle.

Symptomer: Typiske symptomer på parasitorm i fuglens indvolde er vægttab og diarre. Hvis der er særligt mange orm kan de blokere fuglens fordøjelsessystem og resultere i, at fuglen dør. En fugl kan have orm uden at udvise symptomer; det kommer an på hvor alvorligt angrebet er.

Forebyggelse og behandling: Er der mistanke om orm bør dyrlægen kontaktes. Man kan mindske risikoen for orm ved at være omhyggelig med hygiejnen i fuglens omgivelser; f.eks. sørge for rene mad/drikkeskåle og at fuglen ikke kommer i kontakt med egne eller andre fugles klatter. Nogle giver ormekur forebyggende med nogle måneders interval – spørg din dyrlæge. Der er eksempler på, at orm bliver resistente overfor ormemidler; mange vælger derfor i stedet at bruge ”naturlige” ormemidler som f.eks. hvidløgsprodukter, Ropa-B etc.

Skriv et svar

Du skal logge ind for at svare.