Det ideelle fuglebur

large_8419674173Hvor stort skal fuglens bur være? Er runde fuglebure gode? Hvor mange siddepinde skal fuglen have i sit bur? Sand eller avispapir i bunden af buret? Hvor skal fugleburet stå? Disse – og mange flere – spørgsmål finder du svar på herunder.

Størrelse

Buret kan aldrig blive stort nok. En tommelfingerregel er et minimum på 1,5-2 vingefang bredt og 3-4 vingebredder langt. Dobles op ift. antallet af fugle i buret. Læg mærke til at tremmerne på burets længste side skal være vandrette da papegøjer bruger megen tid på at kravle. Der kan hos de fleste dyrehandlere købes en stuevoliere, som fuglen har meget glæde af. De kan også købes på hjul, så det kan køres udendørs om sommeren. Hjemmebyggede bure af fx hønsenet eller lignende materialer kan kun anbefales til små papegøjer eller spidsnæb.

Form

Mange folk køber høje, smalle bure, da det er mest ‘handy’ og samtidig pænest. Men fugle flyver/hopper ikke lodret, men vandret. Derfor skal buret være breddest vandret. Runde bure er absolut bandlyst, da fuglen har behov for at kunne forholde sig til hjørner og hvilesteder (fx op ad en væg) i buret. Et rundt bur stresser fuglen unødigt.

Efter køb

Pas på nye bure. Ny tråd/forkromede bure indeholder ofte tungmetaller i små mængder, som kan gøre fuglene syge. Tungmetalforgiftninger optræder ofte som “the silent killer”. Afvask derfor tråd/tremmer på nykøbte bure grundigt i almindeligt vand.

Siddepinde

Brug altid naturgrene af følgende art: Pære, Æble, Bøg, Hassel, Rønnebær, Pil, Lind og/eller Poppeltræer. Det giver både beskæftigelse, afslibning af negle og fodgymnastik! Vær opmærksom på at fuglens tæer ikke må nå rundt om pinden! Skift pindende jævnligt og lad bark+blade sidde tilbage. Grenene må ikke være sprøjtede eller sidde tæt omkring stærkt trafikerede veje.

Indretning

Pindende skal selvfølgelig sidde vandret i buret. Pindende må gerne sidde overfor hinanden – dog forskudt – så den ene pind sidder en anelse højere end den anden. Så får fuglen mulighed for at hoppe fre den ene gren til den anden. Antallet af pinde må ikke være for stort, da fuglen også skal kunne bevæge sig rundt, og samtidig have mulighed for at baske/strække sine vinger. Fuglen må samtidig ikke ødelægge fjerene for meget hvilket den kommer til ved tilfælde af for mange grene i buret. Omkring 3-4 pinde for oven og 2-3 for neden. Gerne en pind diagonalt i midten.

Bundlag

Valg af bundlag i fuglebure har ofte været et hedt debateret emne hos fugleholdere. Avispapir er en god løsning som bundlag, da nutidens tryksværte ikke er nær så giftig som førhen. nogle papegøjearter vil pille meget i avispapiret, hvilket selvfølgelig kan gøre det vanskeligt at skifte. Her kan fuglesand anbefales. Gerne blandet med trækul (kan købes hos dyrehandleren). Dog pas på at fuglen ikke æder for meget af sandet da der kan forekomme mave-tarmforstyrrelser. Bemærk at papegøjer ikke har brug for sand i kråsen/maven. (Mineraler indtages via fx kalkskaller i en lille beholder for sig selv) Sandpapir er ikke særlig anbefalet da det dels kan forekomme farligt for fuglens fordøjelsessystem ved indtagelse, og dels give fodskader hvis fuglen opholder sig for længe på det (visse arter bruger lang tid i bunden af fugleburet). Skift sandet jævnligt og vask bunden med sæbevand. Indimellem kan det være nok blot at fjerne frøskaller+afføring med ske.

Foderbeholdere

Placer aldrig foderbeholderen under andre pinde, eller så fuglen har mulighed for at klatte i skålen. Hos syge fugle placeres skålen på bunden af buret – gerne i et hjørne. Ved ungfugle (her tales der om fugle på op til et par uger) drysses lidt foder ud over bunden, så fuglen har mulighed for at æde på bunden, hvor de holder mest til. Gamle frøskaller pustes af skålen (evt. udendørs) og nyt fyldes i. Grundig rengøring foregår omkring hver 2. dag. Dette er dog ikke altid nødvendigt!

Drikkebeholdere

Vand er den vigtigste forureningskilde – specielt fordi mange ejere kommer vitaminer/mineraler i vand. De – rent ud sagt – stopfodrer deres fugle med de farlige mikroorganismer, som altid hurtigt dannes i vand. Vand skal skiftes dagligt og beholder rengøres. Til mindre papegøjer anbefales at bruge drikkeflasker som anvendes til gnavere – i udlandet (kan dog findes enkelte steder her i landet) kan købes drikkeflasker af en stærk og god kvalitet til større papegøjer af mærket Lixit.

Legetøj

Hos enlige fugle kan det være en ide at give et spejl ind til fuglen. Det frarådes dog af nogle da det kan forstyrre fuglen mentalt. Brug heller ikke spejl ved mere end en fugl eller ved en tam fugl. Pas på med legetøj med tungmetaller i – det er giftigt for fuglen. Generelt er det godt at stimulere fuglen med sundt legetøj som klatretove, træ-gynger, stativer etc.

Placering

Placer buret et roligt sted, hvor der ikke forekommer hurtige bevægelser. Sæt buret over øjenhøjde og gerne i et hjørne hvor fuglen har størst muligst overblik over rummet. De fleste fugle skal have 12 timers lys og 12 timers mørke, så undgå meget oplyste værelser med aktivitet det meste af døgnet (til nøds kan buret tildækkes med et klæde). Vær opmærksom på at fuglen ikke må stå for varmt (f.eks. op af en radiator) eller i træk (f.eks. ved et vindue) men skal stå et sted hvor der er stille og roligt! Placer aldrig fuglebure i direkte sol.

Badning

Du skal helst bade dine fugle omkring 1-3 gange hver 14. dag. (alt efter hvor varmt og tørt der er). Det skal dog siges at mange fugle har forskellige behov ift. hvordan det skal foregå. Nogle fugle kan bedst lide at få vandet sprøjtet ud over sig, hvor andre meget hellere selv vil bade i en skål/badekar. Til mindre fugle (undulater, kanarier etc.) kan købes badekar som kan hænges på burkanten – ved sådan et badekar skiftes vandet dagligt! Tag evt. fuglen med ud på badeværeslet (i buret) og sprøjt stille stille med bruseren op i luften, som i et springvand, ned over fuglen. Brug lunkent vand. Fuglen vil nok i starten blive lidt vild, men vil senere falde til ro. Prøv evt. med en vandforstøver. Herefter kan du sætte enskål med vand ind til fuglen, og de fleste fugle vil herefter bade videre i skålen, medmindre de ikke kan lide vand – Prøv dig frem..!

Udendørs

Fugle må meget gerne komme ud at stå om sommeren. (hvis det blæser kan du stille dem op af en væg i et hjørne el. lign.) Fuglene skal dog have mulighed for at gå i læ for solen og evt. vind! Fugle i udendørs voliere har mange gange en meget pænere fjerdragt end fugle som kun står indendørs.

Skriv et svar

Du skal logge ind for at svare.