Latin: Lamprotornis chalybaeus

Hårdfør, ynglevillig, pæn, ikke støjende og gnaver ikke i træværk, – kan man forlange mere af en god volierefugl? Nej vel, men hvorfor er der så ikke flere der holder stære?

I begyndelsen af 1980’erne fandt en gruppe landmænd ud af at de ville lave biologisk bekæmpelse af fluer i deres svinestalde. Midlet skulle hedde stære, og derfor blev der importeret en større mængde blåøret glansstære til udsætning i svinestalde. Nogle af disse stære landede i mit fuglehold. Mens stærene i svinestaldene ikke klarede sig særlig godt og forsøget betragtedes som mislykket, havde mine stære det godt i voliererne i mange år indtil de døde af alderdom.

Jeg var begyndt at interessere mig for frugt og insektædere omkring 1980 og havde i 1982 anskaffet mig et par trefarvede glansstære. Disse stære tiltalte mig så meget, at jeg ikke tog lang tid om at sige ja tak da jeg i 1983 blev tilbudt 4 stk. blåøret glansstær. De blev indledningsvis sat i samme voliere og jeg begyndte at læse om arten og dens vilkår i naturen. Herunder blev jeg opmærksom på, at der var lidt forskel på fuglene, og ved hjælp af lidt mere selvstudium fandt jeg ud af, at jeg faktisk havde fået to par fugle af meget nærtbeslægtede arter. Det ene par var Blåøret glansstær (Lamprotornis chalybaeus) og det andet par var Lille blåøret glansstær (Lamprotornis chloropterus). Af udseende er de næsten ens med kun lidt forskel i størrelsen, og hvor Blåøret glansstær har orangegule øjne har den Lille blåøret glansstær orangerøde øjne, en lille forskel som ikke altid er lige tydelig. Ved at læse lidt mere fandt jeg ud af, at den helt entydige skelnen mellem arterne var at se på håndsvingfjerene. Denne forskel ses på figur 1 og 2.

Da jeg oprindelig havde bygget mine volierer til parakitter, måtte stærene tage til takke med dette. Det viste sig hurtigt at være en ideel løsning, fordi stærene i yngletiden var lige så revirkrævende som parakitter. Længden på 4 meter, med den inderste meter overdækket, var også passende da stærene også er gode flyvere. I modsætning til parakithold hvor voliererne er meget nøgne kun med et par pinde, kunne jeg nu plante voliererne til med forskellige buske: thuja, cypres, ribis, ranun1kelbusk, havtorn og flere andre ligesom jeg også kunne få et pænt græstappe i bunden af voliererne. Jeg blev ved med at have en fast siddepind i hver ende af volieren. Hver voliere var forsynet med et uopvarmet, frostfrit inderum på 1 x 1 x 1 meter. Fuglene blev fodret i inderummet, mens der blev vandet i en stor flad bakke i volieren, og heri tog stærene gerne bad. Oven på voliererne havde jeg anbragt en sprinkler, så jeg i sommerhalvåret kunne give stærene et dagligt brusebad, hvilket de nød med stort velbehag.

Mens den lille blåøret glansstær var lidt tilbageholdende var der fuld gang i dens storebror, og resten af artiklen vil da handle om denne.

Jeg har altid brugt at give mine ynglefugle flere redekasser at vælge imellem. både ude og inde, og i forskellige uførelser. Stærene vælger som regel altid en højtsiddende kasse under halvtaget i ude-volieren. Stærene er temmelig ligeglade med udformingen af kassen, blot den har et hul på over 5 cm i diameter. Stærene skal have en ren tom kasse, da de selv bygger en rede af forskellige slags trevler: kokustrevler, hår, græsstrå og lignende. Når yngletiden nærmer sig bliver stærene tydeligt revirkrævende og nå der er æg og unger i reden er hannen MEGET aggressiv. Således har jeg måttet iføre mig en tyk vindjakke og kasket når jeg skulle ind i volieren og skifte vand, fordi han angreb mig med næb og klør.

Hunnen lægger 2 – 4 blågrønne æg som klækker efter ca. 14 dage. Så længe ungerne ligger i reden fodres de kun med levende foder. 3 til 4 uger efter klækningen forlader ungerne reden. De har på dette tidspunkt fuld fjerdragt, som dog er mere mat i farven end de voksnes. Ungernes øjne er sorte. Så længe ungerne fodres af forældrene har de en tydelig hvid næbrand. Når ungerne har forladt reden skal de stadig have store mængder levende foder der nu kan suppleres med frisk frugt og universalfoder. Bortset fra hannens aggressive opførsel tåler de redekontrol og jeg har aldrig oplevet, at hunnen har forladt reden og ophørt rugning eller fodring af ungerne. Jeg har kun oplevet at få et kuld om året. Derfor har ungerne kunnet blive ved forældrene indtil næste forår.

Stære kan blive ganske fortrolige og man kan som regel lokke dem frem i volieren og fodre dem med melorme gennem tråden. Stærene er meget lærenemme hvad lyde angår, således efterlignede hannen et par fløjtestrofer, som jeg benyttede når jeg kaldte på hunden.

En af mine faste holdninger ved hold af fugle, er at vi skal tilstræbe at give dem så naturlige forhold som muligt. Det har jeg også bygget ind i min foderplan, som jeg kalder årstidsbestemt fodring.

Hele året får stærene universalfoder og frøblanding.

Om vinteren kun et lille tilskud af frugt og melorme.

I takt med forårets komme forøges mængden af melorme og andet levende foder så den topper om sommeren hvor yngletiden indtræder.
Når stærene har unger skal de have alt det levende foder der kan skaffes. Hovedparten selvfølgelig melorme, men hertil alt andet der kan indsamles i haven eller i skoven af insekter, biller, tusindben og orme.

Når ungerne forlader reden forøges mængden af frisk frugt. I sensommeren fodres der med meget frugt og mængden af insekter nedsættes. i løbet af efteråret formindskes mængden af insekter og frugt således at man kommer ned på vinterfoder.

Hvad angår fremstilling af melorme til foder må jeg henvise til en tidligere artikel, hvor jeg har beskrevet denne proces.

7. juni 2018