Alt du skal vide om at have tamfugle

Undulater
Når du skal klippe kløer på din fugl, er det en god ide at investere i ”Klip-stop” (et blodstoppende middel – forhandles i dyrehandler). Når du klipper, er det meget vigtigt at undgå at ramme blodåren, der forsyner foden/kloen med næringsstoffer. Hvis åren åbnes, mister fuglen hurtigt blod i dødelig mængde! Hos arter med lyse kløer kan du se blodåren i stærkt lys; så klipper du blot nedenfor åren. Hos arter med mørke kløer er det svært; her risikerer man at åbne blodåren; og så er ”Klip-stop” en nem og hurtig måde at få stoppet blødningen på.

Har din fugl problemer med fjerdragten? Prøv at tilsætte lidt aloe vera i dens badevand; det modvirker kløe og eksem og giver en flot fjerdragt. Aloe vera får du enten fra din egen plante (skær et blad af og klem saften ud og bland det i badevandet) eller hos f.eks. Matas.

Du kan lave en lækkerbidsken til din fugl med en grankogle, lidt sukker og dens yndlingsfrø. Smelt lidt sukker på panden og rist en portion frø i blandingen. Rul herefter en (eller flere) grankogler i blandingen og lad den tørre. Koglen kan tilbydes enten i bunden af buret eller hængende fra toppen (skru en lille krog direkte i koglen).

Kan din fugl ikke holde næbbet fra dine potteplanter? Prøv at plante krydderurter (oregano, timian etc) i små potter og placer dem i vindueskarmen som ”lovlige” planter. Din fugl vil elske at pille i dem og lader med al sandsynlighed dine potteplanter være i fred.

Kig på din tandbørste… den trænger garanteret til at blive skiftet. Rengør den gamle tandbørste grundigt (kan evt. skoldes) og giv den til din fugl. Du kan også bore et hul i skaftet og hænge den op i en snor i buret. Evt. sætte en klokke i den anden ende af tandbørsten…

Køb en pose med små rosinpakker – giv din fugl en æske med rosiner. Den vil synes det er morsomt at åbne æsken og finde godbidder inden i.

En hurtig løsning om morgenen – giv fuglen en aflagt grydeske, et piskeris eller hvad du ellers kan undvære fra køkkenskuffen… det er altid sjovt for fuglen med nye ting.

Gem alt hvad du får af tomme æsker fra husholdningen f.eks. en tom vanillebøtte, en tom bøtte fra smøreost etc… rengør det grundigt og fyld godbidder i og læg låg på. Fuglen vil elske at rasle med bøtten og få låget af.

Tag en tom æske fra f.eks. elpærer. Bor to huller i ryggen af æsken og hæng æsken op i buret. Fyld den op med papirstrimler og godbidder. Fuglen vil elske at sidde og hive papirstrimler op og finde godbidder.

Gå en tur i skoven og find et par gode grene. Sav dem i mindre træklodser, som fuglen kan sidde og jonglere med og gnave i. Bor evt. huller i klodserne, og hæng dem på en kæde.

Gå en tur i skoven og find noget bark – bræk det i mindre stykker og læg det evt. i bunden af buret eller på toppen af buret. Så kan fuglen selv hente det. Du kan også bruge almindelige friske grene til at lægge på buret. Evt. med blade på.

Næste gang du køber kokos, så gem skallerne. Bor huller i og sæt dem på en snor/kæde med åbningen mod hinanden. Læg så godbidder i og andet sjov som fuglen skal grave ud.

Saml et bundt friske kviste i et neg og bind det sammen med bast. Hæng det op i din fugls bur – det giver timers sjov og beskæftigelse og er nemt og billigt at lave selv.

Elsker din fugl at pille i dine smykker er der en nem måde at aflede den på: Tag en gammel T-shirt og sy forskellige ting på: Knapper, små klokker, perler etc. Pas på ikke at sy noget på, hvor det kan genere dig, når du har den på (under armene, på ryggen). Brug denne T-shirt som ”fugle-trøje” og hav den på, når du er sammen med fuglen – den vil elske alle de spændende ting og glemme alt om dine øreringe og halskæder. Men husk så også at fuglen ikke ved at den ikke må pille i knapperne på den trøje som ikke er fugle-trøjen 😉

Er din fugl slem til at bide i elektriske ledninger? Prøv at sætte ”sløjfer” af alufolie/sølvpapir på ledningen; det vil forhindre fuglen i at lande på ledningen og bide i den. Desuden sætter det jo et personligt præg på stuen med sådanne ”udsmykninger”!

Nem og hurtig beskæftigelse til din fugl kan være at give den paprullen fra en køkkenrulle. Du kan gemme papir eller godbidder inde i rullen. Brug aldrig ruller fra toiletpapir, da paprullen uundgåeligt vil være blevet inficeret med bakterier under brugen på badeværelset.

Har du svært ved at få din fugl lokket i badekarret kan du prøve at anbringe et lille spejl på bunden af badeskålen. Når fuglen ser det skinnende metal med reflekser, bliver den sikkert fristet til at kaste sig ud i det våde element – det er værd at prøve!

Problemer med frugtfluer og prøvet alt? Her er en simpel, men effektiv metode til at få bugt med fluerne: Anbring en flaske hvor fluerne er. Fyld lidt sød frugtvin i (f.eks. kirsebærvin) og rul et stykke papir til en tragt, der passer i flaskehalsen. Fluerne bliver tiltrukket af den søde og duftende vin; men kommer de først ned i tragten, kommer de aldrig op igen.

Den nemmeste måde at fjerne fugleklatter fra hårde overflader (bord, gulv etc) er med et stykke pap eller plastic (gamle bank/kreditkort er velegnede!). Skrab klatten væk og tør efter med en fugtig klud.

En praktisk og hygiejnisk måde at servere grøntsager som f.eks. gulerødder og majskolber på, er simpelthen at skrue en lille skruekrog direkte i den tykkeste ende og hænge den op i buret. Skruekrogen fjernes nemt igen og kan genbruges, til den evt. begynder at ruste – så skal den kasseres.

Har du mange elektriske ledninger indenfor din fugls rækkevidde, kan du købe noget plasticbeskyttelse (til samling af flere ledninger) og trække over ledningerne. Dette forhindrer din fugl i at komme i direkte kontakt med den farlige ledning. Dette fungerer dog kun, hvis din fugl er en af de mindre arter (undulat, nymfeparakit) – ikke kakaduer, amazoner etc. De vil sagtens kunne bide igennem hele herligheden! Men her kan en metalbeskyttelse muligvis blive løsningen.

Når du skal fjerne indtørrede fugleklatter, er det simpleste og mest skånsomme måde simpelthen at opbløde klatten med varmt vand og evt. opvaskemiddel. Efter et par minutter kan klatten fjernes med et stykke køkkenrulle.

Når du køber fuglefrø, kan du teste dit frøs kvalitet ved at lave en spireprøve: Læg en portion frø i vand i 24 timer i en lille skål. Efter 24 timer skyller du frøet i en si og lægger det i en lille skål. Skålen dækker du med Vita-wrap og prikker små lufthuller med en gaffel. Frøene skal skylles med jævne mellemrum for at undgå mugdannelse. Hvis 60% eller mere af din frøblanding har spiret efter 48 timer, er din frøblanding god. Spirer kun en lille del kan frøet være for gammelt eller er af dårlig kvalitet. Du kan kun teste frøblandinger, der alene indeholder frø (uden tilsatte vitaminer eller frugtstykker).

Er din fugl kræsen mht. at spise frugt og grønt? Prøv at server på en anden måde! En gulerod kan f.eks. serveres som legetøj: Skræl det yderste lag af guleroden med en kartoffelskræller. Herefter skræller du fra spidsen mod roden (den tykke ende) med skrællekniven uden at skære skrællen af – det bliver du ved med, til hele guleroden er ”trevlet op”. Nu ligner den nærmest en gulvmoppe. Hæng guleroden ind i buret med den tykke ende opad (du kan fæstne den ved at skrue en lille krog i enden). Din fugl vil ganske givet skulle udforske dette underlige stykke legetøj, og måske få smag for det.

Er det besværligt at skaffe spiregrønt; især om vinteren? Put en spiseske af din fugls frøblanding i et engangsbæger med jord i bunden og vand det. Efter nogle dage vokser der spirer op fra dine frø, som kan serveres straks – eller du kan vente nogle dage, så de bliver større og kraftigere.

Du kan selv fremstille godbidder til din papegøje – f.eks. i form af ”pastakæder”. Tag et stykke ståltråd og sæt f.eks. pasta (de typer med hul i) eller popcorn (uden salt) på. Du kan forme ståltråden til en ring eller lade den være lige – du bestemmer!

Er din fugl ikke glad for at bade? Prøv at give den bad med en sprayflaske (blomsterforstøver), hvor styrken er indstillet på den fineste stråle. Spray opad, sådan at vandet falder ned over fuglen som regn. På den måde efterligner du naturen og badet er ikke så voldsomt for fuglen – når den har vænnet sig til flaskens ”pssst” lyd vil den sikkert sprede vingerne ud og bade.

En naturlig og sund måde at beskæftige din fugl på, samtidig med at du holder dens kløer og næb ved lige, er altid at lade den have adgang til friske grene fra naturen. Dels indeholder grenene vitaminer/mineraler, dels giver de beskæftigelse ved gnavning og dels holder de fuglens kløer korte og slider næbbet, så det ikke bliver forvokset. Du kan bruge grene fra frugttræer og de fleste løvtræer; men undgå nåletræer – de indeholder nemlig harpiks. Prøv også de smarte Sandy Perch, som du bl.a. kan finde på Tinggaarden-parrots.dk. De holder neglene naturligt rene.

Vinteren kan være en slem tid for vores stuefugle – centralvarmen kører og luften bliver tør. Det irriterer fuglens slimhinder og kan give problemer med fjerene. Du kan øge luftfugtigheden ved at sætte en lille skål (gerne keramik/porcelæn) med vand ovenpå dit varmeapparet. Når al væsken er fordampet, fylder du den op igen. På den måde giver du fugt til luften og undgår problemer med udtørrede slimhinder – også hos dig selv! Har du potteplanter vil du opleve, at disse også nyder godt af den øgede luftfugtighed.

Den bedste og mest skånsomme måde at rense fuglens foder/vandskåle, legetøj og grene/pinde, er ved at vaske det i varmt vand evt. med opvaskemiddel. Er det meget beskidt, kan du lægge det i blød i varmt vand nogle minutter. Der er ingen grund til at investere i dyre og for fuglen farlige kemikalier – varmt vand klarer selv den mest indtørrede fugleklat efter nogle minutter!

Skriv et svar

Du skal logge ind for at svare.